Fredagsbrev uge 3


Billedet indeholder sandsynligvis: 2 personer, smilende personer, folk, der står

 

 

Kære forældre

Denne uge er det 8. klasse der har morgensang. Det er en del af pakken, når man går på Velling Friskole, det at turde stå frem og have noget på hjerte. Vi arbejder med det helt nede fra de små, og så skal det jo stå sin prøve i 8. klasse med projektfremlæggelser, morgensange, dramamodul, forårsfest og fortælling. Alt sammen områder hvor eleverne skal finde modet og selvtilliden til at stå frem foran en stor forsamling. Det kræver fordybelse og forberedelse, og det er de faktisk ret gode til at forstå. Enkelte får da også en ahha oplevelse, når man nu står der til morgensang og strømmen på computeren er gået, eller men lige glemmer hvad man skal sige. Så er det vigtigt at være godt forberedt.

Vi oplever, at vores elever tager det seriøst, og vil yde deres bedste.

I dag havde vi så også elevmøde, og alle klasser havde fået lektier for.  Med vores fokus på at tale ordentligt og være en god frø. skulle de give eksempler på, hvornår det der bliver sagt ikke er rart at høre.

Alle elevrepræsentanterne havde klassens udsagn med til elevmødet, og hver enkelt repræsentant skulle så rejse sig op og fortælle de andre, hvad de havde snakket om. Der var mange guldkorn, og de ved godt hvad det handler om. Det er så lidt sværere at holde ord, når man nu står og har tabt en bordtenniskamp eksempelvis.

I næste uge er lektien at snakke om, hvornår det der bliver sagt er rart at høre og er med til at gøre en glad. Det er jo her den gode frø kommer ind.

 

Billedet indeholder sandsynligvis: 2 personer, smilende personer, folk, der står og sko

 

Forældremøde

Så er det ved at være tid til det kommende forældremøde. Bestyrelsen har virkelig lagt sig i selen, og der er lagt op til en god aften. Vi håber og tror på stor opbakning til arrangementet.

Se den lille film de har lavet, som et lille reklamefremstød, her, og så kan I læse meget mere om aftenens program nedenfor.

 

 

Kære forældre

Som annonceret af Peter i fredagsbrevet, er bestyrelsen klar til en berigende forældreaften
Torsdag den 24/1 kl. 19:30 på Velling Friskole
Velling Friskole har måske aldrig stået stærkere, end vi oplever i dag. Skolen er fyldt med dejlige børn i alle klassetrin, vi har en multisal og nyt læreværelse på vej, og læreteamet er passioneret omkring vores børn.
Vi har en frihed, som vi skal værne om og bruge. Vi vil gerne tage en dialog med jer omkring, hvad vi kan bruge denne frihed til.

Program:

– 1930-1945: Velkomst og sang
– 1945-2045: Anders Fogh Jensen (forstander, debattør, filosof)
– 2045-2145: Dialog om friskolens styrker og muligheder
– 2145-2155: Afrunding
– 2155-2200: Tak for i aften og sang

Vi drømmer om en aften, hvor I får mulighed for at opleve hvad der gør Velling Friskole til noget helt særligt, og hvordan vi SAMMEN sikrer at Velling Friskole fortsat kan skabe de bedste rammer til vores børn i fremtiden.
Vores børn har hjulpet os med at sætte ord på hvad et forældremøde er, og hvorfor det er vigtigt, at vi allesammen deltager. Vi håber derfor er rigtig mange møder op (gerne både mor og far).

Se den lille film via den anden mail der er sendt til jer fra WeTransfer. Tryk blot på linket download og vælg om I vil se den eller downloade den.

1. klasse forkæler os som sædvanligt med kage og andre lækkerier til kaffen.

De bedste hilsner

Bestyrelsen for Velling Friskole

 

Gymnastikopvisning d.17. marts.

Vi har både til morgenidræt og i gymnastiktimerne fået startet rigtig godt op med at øve til årets gymnastikopvisning.
Det er søndag d. 17. marts, at alle børn og lærere skal ind i Rofihallen til hovedkredsens forårsopvisning og vise, hvad vi kan.
Vi skal på som det første hold – kl. 9.00. Det betyder mødetid 8. 10. Sæt stort x i kalenderen. Det tæller som en skoledag.

Skulle der være et afbud, så skal vi vide det hurtigst muligt.

Hilsen alle lærerne

 

Billedet indeholder sandsynligvis: 3 personer, smilende personer, folk, der sidder

 

Malerarbejde i vores nye multisal

Det går bare stærkt og i den kommende uge bliver væggene spartlet, og dermed gjort klar til at blive malet. Det bliver simpelthen så godt.

Derfor kalder vi nu ind til en gang malerarbejde. Opgaven byder på dejlige lige og rene vægge, og der er plads til at spilde på gulvet, uden det nødvendigvis skal tørres op. Vi er meget fleksible mht. tidspunkt på dagen, og man kan på sin vis selv få lov at vælge, hvornår det passer bedst ind.

Skriv eller ring til Peter for at melde jer på opgaven. Oplys gerne hvornår det passer bedst ind, og byggeudvalget vil så koordinere opgaverne.

Vi glæder os til at høre fra jer.

 

Det var alt for denne gang. Vi ses på torsdag.

Rigtig god weekend

På hele personalets vegne

Peter