Kære børn og forældre

Påskeferien står for døren, og tiden er bare fløjet afsted de sidste par uger. Vi er knap landet oven på en fantastisk gymnastikopvisning og nogle gode pædagogiske dage.

I ugens løb har vi haft fornøjelsen af masser af gækkebreve til de voksne på skolen. I dag er der blevet uddelt påskeæg til diverse gækkebrevsafsendere og samtidig er påskeferien blevet fejret med besøg af Hjemisbilen med is til alle i både skole og børnehave. Tak til Støtteforeningen for is – det var et kæmpe hit hos børnene.

Også et en stor tak til de forældre, der hjalp til i fredags, mens vi havde pædagogisk dag. Det har en kæmpe værdi for os, at vi har tid til at gå i dybden med hensyn til planlægning og udvikling. Næste år kommer der også en række nye tiltag, som I får lov til at høre meget mere om op til sommerferien, men jeg kan lige nu løfte sløret for, at vi ansætter en lærer mere fra august.

Der filmes på skolen onsdag den 3. april

I den forbindelse filmer vi en lille reklamefilm for friskolen, som i første omgang skal bruges i jagten på den helt rigtige kandidat. Filmen vil blive brugt på de sociale medier og i stillingsannoncen. Hvis jeres børn ikke må være med i filmen, skal I give mig besked senest den 2. april (de elever der i forvejen ikke må komme på sociale medier, bliver naturligvis ikke filmet).

Lus

Det er altid fantastisk når blomster og grønne blade vrimler frem i løbet af foråret. Dog er det knap så fantastisk, at det samme gælder for lus. Lus er et tilbagevendende problem her på skolen, og det vil være en kæmpe hjælp, hvis alle børn bliver kæmmet i løbet af påskeferien, så alle vender lusefri tilbage. Vi kan kun komme de små kræ til livs med fælles hjælp, så find kam og tålmodighed frem – så skal vi nok får styr på det.

Generalforsamling

Som I ved, har vi generalforsamling den 24. april. Vi håber, selvfølgelig på at se så mange som muligt. Indkaldelse og dagsorden til generalforsamlingen kommer her:

Dagsorden for Velling Friskole og Naturhusets Ordinære Generalforsamling

Onsdag den 24. april 2024 kl. 19.30

Hermed indkalder Velling Friskole og Naturhuset til ordinær generalforsamling den 24. april 2024 kl. 19.30.

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent.

Dirigenten sørger for stemmetællere og referent

  1. Beretning ved
  1. Bestyrelsesformand Anita Gohr
  2. Skoleleder Karoline Reenberg
  3. Tilsynsførende Hans Peter Ravn

  1. Det reviderede regnskab forelægges til orientering

v. kasserer: Thomas Bjørnsgaard

  1. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Den nuværende bestyrelse består af: 

Anita Gohr                                         Formand            på valg - genopstiller                Skolekredsen

Ole Green                                          Næstformand                                                         Forældrekredsen

Thomas Bjørnsgaard                       Kasseser           på valg – genopstiller ikke        Skolekredsen

Mitzie Hedevang                              Sekretær                                                                 Forældrekredsen

Johanne Heinesen                                                                                                             Skolekredsen

Katrine Dam Nygaard                                                på valg – genopstiller ikke        Skolekredsen

Daisy Imhof                                                                  på valg – genopstiller ikke       Skolekredsen

  1. Valg af to suppleanter (en forældrekredsvalgt og en skolekredsvalgt)

  1. Indkomne forslag

  1. Eventuelt

Vi glæder os til at se jer!

På bestyrelsens vegne – Anita Gohr

Afsked med Pernille

Selvom solen skinner og påskeferien står for døren, er det også en trist dag. Det er nemlig i dag, vi siger farvel til Pernille, som starter nyt job efter påske. Hun har været en fantastisk leder for Naturhuset og en skøn samarbejdspartner for mig, og vi kommer til at savne hende. Pernille har selv forfattet en lille afsked til jer:

Kære Forældre
I dag har jeg sidste dag som leder i Naturhuset og Satellitten. Tak for samarbejdet omkring jeres børn, til de af jer der har krydset min vej. Jeg har nydt at være en del af dette sted, men nu er det tid til noget helt andet for mit vedkommende. Pas godt på stedet her, det kan noget særligt.
Mange hilsner fra Pernille

Shelterbygning med Esben

Jeg slutter af med en besked fra Esben, som mangler materialer til et kommende shelterbyggeri:

Efter påske går et valghold fra (5,6,7,8) og jeg i gang med at bygge 2 shelters til fælles bedste for hele skolen. Vi glæder os meget.

Vi har bestemt der skal bygges af genbrugsmaterialer i så stor grad det kan lade sig gøre.

I den forbindelse søger jeg: vinkeljern, stolper, Esterbrædder og gamle fliser (mindst 30*30) - selvfølgelig kun hvis det er noget i ikke skal bruges.

Jeg henter gerne men kan også afleveres på/udenfor værkstedet.

På forhånd tak og god Påske

Bedste Shelter hilsner


Så er der vist kun tilbage at ønske jer alle en rigtig god påske og påskeferie. Vi er klar til at tage imod vores skønne elever igen tirsdag den 2. april, og måske ses vi til Åben Morgensang den 4. april?

De bedste hilsner,

Karoline