Kære børn og forældre

Om lidt står den på Fælles Friskoledag på Ølstrup Friskole for alle elever og lærere, men inden turen går mod Ølstrup, får I lige en kort fredagshilsen.

Tak for opbakningen til generalforsamlingen i onsdags. Det var rigtig rart at se de fleste familier repræsenterede, og jeg håber, I fik noget ud af aftenen selvom den blev lidt lang. Tillykke til Malene, Jeppe, Anette og Anita med valget til bestyrelsen. Jeg vil samtidig takke Thomas, Daisy og Kathrine for deres tid i bestyrelsen. Thomas vil i den grad savnet både i sin funktion som kasserer, men også for sine eftertænksomme betragtninger og gode input i bestyrelsesrummet.  Daisy og Kathrine har gjort et stort og flot stykke arbejde i forhold til arbejdsdagene, hvilket kommer deres efterfølgere til gode. 1000 tak til jer alle tre for indsatsen!

I dag er det Store Bededag, og det er en uvant fornemmelse at skulle arbejde. Jeg tænker dog, at en fælles friskoledag, hvor vi kan netværke med vores ”nabo” friskoler og mærke det store fællesskab, må være noget nær det bedste alternativ til en fridag. Jeg glæder mig i hvert fald til at opleve, hvad det kan, når så mange friskolebørn og voksne samles.

På onsdag den 1. maj kl. 9 drikker jeg en kop kaffe med vores Superkrafter. Hvis I kender nogen, som kunne tænke sig at være en del af vores frivillige netværk, er de velkomne til at komme forbi. Fredag den 3. maj har vi Åben Morgensang. Der er I som altid velkomne til at komme forbi og mærke vores eget friskolefællesskab.

Jeg slutter af med en hilsen fra Kirsten til de elever, der går i Lillekor:

LILLEKOR - på tur til Ringkøbing Plejehjem

Fredag d. 24. maj har vi almindelige kor fra 12.40 - 13.25.
13.34 tager vi bussen ind til Ringkøbing. Husk buskort.

Vi skal nemlig ind og synge for "de gamle" på Ringkøbing Plejehjem.
Når vi ankommer får vi lige lidt at spise og drikke.
Så passer det med, at beboerne har sovet middagssøvn, og så er de klar til vores koncert.
Vi er færdige ca. kl. 15.00, hvor I kan hente jeres børn udenfor
plejehjemmet. Jeg skal meget gerne vide, hvem der skal med bus tilbage til Velling sammen med mig, og hvem der bliver hentet.
Jeg vil også gerne vide, om jeres børn er forhindret i at deltage.
Meld tilbage senest d. 17/5.
Jeg glæder mig til at komme på tur med jeres børn og til en god oplevelse sammen med beboerne på Ringkøbing Plejehjem.
Mange hilsner fra Kirsten

Rigtig god weekend til jer alle. Jeg holder en forlænget weekend, fordi min datter skal konfirmeres på søndag, men jeg er tilbage på min pind ingen på tirsdag.

De bedste hilsner,

Karoline