Fredagsbrev uge 24


Kære børn og forældre

Sommerferien står snart for døren, og som altid skal alting ske i et hæsblæsende tempo op til sommerferien. Der er 1000 ting, vi skal nå inden skoleåret rinder ud, og både børn og voksne er efterhånden ved at trænge til at få ladet batterierne op. Men vi glæder os også til den sidste uge op til sommerferien, og til at fejre sidste skoledag sammen med jeres børn.

På torsdag er det klasselærerens dag, hvor børnene er sammen med deres klasselærer hele dagen. Nogle klasser skal besøge deres lærere, mens andre skal hygge sig på skolen. I hører mere derom fra klasselærerne. Der er andre mødetider den dag:

  1. og 1. har fri 12.30
  2. – 8. har fri 13.25

Sidste skoledag har eleverne fri ca. 13.25. Der er blandt andet morgensang, fodboldkamp og vandkamp. Husk ekstra tøj og håndklæde, til dem der vil deltage til vandkamp!

11.30 – 12.30 slutter klasserne af hver især, og der er fælles afslutning i gymnastiksalen og fælles afsked til sidst.

Ny ansættelse

I onsdags havde vi samtaler til lærerstillingen, og vi fandt heldigvis en rigtig god kandidat, som starter på skolen 1. august. Hun hedder Karin Spelling-Sørensen og hun kommer bl.a. på besøg på onsdag, så hun kan møde den kommende 7. klasse, som skal have hende som klasselærer. Karin har selv skrevet en lille præsentation, som I kan læse her:

Kære Alle

Så blev der ansat en ny giraf – og jeg er glad for det blev mig.

Jeg kommer med en lidt utraditionel baggrund, med en fortid fra ungdomsuddannelser, hvor jeg udover undervisning, også har haft opgaver omkring koordinering og pædagogisk ledelse.  Desuden har jeg arbejdet med teater i mange år, både i min fritid og i mit arbejdsliv.

Privat er jeg bosiddende i Sunds ved Herning, men har tætte relationer i området, så det er ikke helt fremmed for mig. Jeg har 3 børn, med én i 7.kl og én i 8.kl. så jeg følger godt med i, hvad der sker i den alder.

Det er vigtigt for mig at have en åben og tillidsfuld relation, både i forhold til forældre og elever. Desuden er det vigtigt for mig, at eleverne oplever et trygt læringsrum, med en god tone og gerne, med et smil i øjet. Jeg er faldet pladask, for Velling Friskole og glæder mig til at møde jer og komme i gang.

Venlig hilsen, med ønsket om en god sommer

Karin Spelling-Sørensen

 

Vi glæder os til at Karin starter, og til at puslespilsbrikkerne omkring næste skoleår efterhånden er faldet på plads. I skrivende stund knokler Maibritt og Anette på med at lave skemaer, og I får selvfølgelig skemaerne, så snart de er klar.

Resten af fredagsbrevet vil jeg overlade til Kulturskolen og Præsten.

God weekend,

Karoline

Sommerkoncert 

Husk at kulturskolen holder sommerkoncert på mandag kl. 19-20.

Friskolen serverer kaffe, saft og småkager efter koncerten . 

Hilsen Kirsten 

 

Orkesterskolen

Kulturskolen Ringkøbing-Skjern har også næste skoleår nogle virkelig gode musiktilbud på Velling friskole:

 Orkesterskole

Orkesterskole er for børn i 2. og 3. klasse.

Der er plads til ca 9 elever på holdet og man behøver ikke at have gået til musik før, for at være med. Børnene lærer både at spille på et instrument, leger med noder, rytmer og toner og bliver gode til at spille sammen. 

 I orkesterskolen spiller man det samme instrument hele året. Vi tilbyder: guitar, tværfløjte og trommer/marimba. Skriv meget gerne 1. 2. og 3. prioritet ved tilmeldingen. 

Forventet tidspunkt: mandag i sfo-tiden. Her er et link til orkesterskolen i Velling: 

https://rin.speedadmin.dk/registration#/courselist/1520

Guitar

Undervisning i akustisk guitar på alle niveauer ved Julie Hallum. 

Det er for børn og voksne fra 6-100 år. Man kan gå til guitar alene eller 2 sammen på et hold. Forventet ugedag: mandag.

Klaver

Undervisning i klaver ved Mette Flodgaard. Alle niveauer og mange forskellige genrer. 

For både børn og voksne fra 6-100 år. Forventet ugedag: fredag.

 

Tværfløjte/blokfløjte

Undervisning ved Inge Engelst Graversen. For både børn og voksne. Blokfløjte er fra 0. klasse og tværfløjte fra 2. klasse. Man kan gå til undervisning alene eller 2 sammen på et hold. 

Forventet ugedag: mandag.

 

Mere information og tilmelding på Kulturskolens hjemmeside: 

https://kulturskolen.rksk.dk/

 Kære kommende konfirmander med forældre!

Konfirmandforberedelsen for det næste hold starter:

Onsdag den 17. august kl. 19.00-20.15 i Velling kirke

 De fleste i konfirmationsalderen skal lære gudstjenestens forløb og indhold at kende. Det prøver vi forsøgsvis i år at åbne for med en såkaldt forklaringsgudstjeneste for konfirmander og forældre.

Her får I blandt andet opklaret følgende spørgsmål:

 Hvorfor skal man rejse sig under en gudstjeneste?

Hvorfor må man(d) ikke bære Caps, nissehuer, hatte?

Hvad betyder nadver?

Hvordan vælger præsten teksterne?

Hvem gør hvad, hvornår og hvorfor?

 Det er obligatorisk at deltage i gudstjenesten, hvis man vil indskrives til forberedelsen i Velling.

Vær også opmærksom på, at der ikke indkaldes til andre møder i løbet af året, så det er her al info gives. Tilmelding senest den 15.8 på mail: vrl@km.dk

Skriv konfirmandens navn og antal personer, der deltager.

 Jeg glæder mig til at møde jer!

Mange hilsener fra

Vivian Linnebjerg

(Sognepræsten)