Kære børn og forældre

Det har været en ganske særlig uge, med emneuge for 0. – 6. klasse og Københavnertur for 7. og 8. klasse. Vi har haft en dejlig emneuge på skolen, og det lyder til, at vores største elever har haft en fantastisk tur til København, i en uge hvor byen har stået på den anden ende grundet Folketingsvalget.  Vi elsker de særlige uger, men ser også frem et par helt almindelige uger indtil der kommer juleværkstedsdage den 23. – 25. november.

Åben Morgensang den 11.11.22

I næste uge er der Åben Morgensang om fredagen, og vi håber som altid på at se så mange som muligt. Der er stadig rundstykker og kaffe/te til vores gæster bagefter, men det kommer fremadrettet til at koste en blank 20´r (som også kan betales på MobilePay).

Støtteforeningen

I går aftes var der indkaldt til generalforsamling i Støtteforeningen. På trods af et spinkelt fremmøde, har vi nu en arbejdsgruppe bestående af både forældre og bedsteforældre, der har taget teten fremadrettet. De indkalder til en ny generalforsamling til foråret, og vi glæder os til at få en velfungerende støtteforening i både skole- og børnehave.

Jubilæumsgave

I dag har vi taget skolens nye klaver i brug til morgensang. Det er vores jubilæumsgave som vi har købt fra donationer fra forældre, bedsteforældre, naboer, menighedsrådet m.fl. Vi er utrolig taknemmelige for vores flotte gave. Der er lidt penge til overs, som kommer eleverne til gode på en eller anden måde, ligesom gaven fra VUIF også snart får ben at gå på.

Jeg håber, I får en dejlig weekend.

Karoline