Fredagsbrev uge 48


Kære forældre

I dag kunne vi tænde julestjernerne i vinduerne, og det samme gjaldt juletræerne ude og inde. En, på mange måder, god tid starter nu, nemlig december måned med alt hvad den bringer af hygge, lys, glæde og forventning. Det er nævnt før, men vi nævner det gerne igen. Når man har sin daglige gang på en skole, så er og bliver december måned noget ganske specielt.

De sidste par dage har vi haft juleværksteder, og det har jo foregået lidt anderledes, end vi har været vant til. Eleverne har været fordelt ud i de grupper, de normalvis færdes i i øjeblikket, og dermed har der været knap så mange værksteder at vælge imellem. Alligevel virker det til, at børnene har hygget sig, og rigtig mange har fået produceret en masse flotte julegaver.

I dag har vi så haft den første julefortælling til morgensang. Johanne, der pt vikarierer for Esben, fortalte en sød lille julehistorie om Hr. Glad, der hader julen, men som selvfølgelig ender ud med at holde en god juleaften sammen med alle de andre i opgangen. Lillekor underholdte med tre sange, og så var vi ellers klar til juleklip i klasserne.

Efterfølgende var alle på nisseløb, et løb som 8. klasse arrangerede. På en af posterne handlede det om at spise æbleskiver, og det var de fleste faktisk rigtig gode til. Meget hyggeligt at se eleverne sidde udenfor på bænke og spise æbleskiver sammen.

0. og 1. havde deres eget lille nisseløb, og de spiste deres æbleskiver i Valhal. Billederne er herfra.

Det er jo alt for lidt vi ser til jer i øjeblikket, og vi savner virkelig jeres gang på friskolen. I går besluttede vi i personaleflokken, at alle skulle bydes velkommen med julesang ved hovedindgangen, som et lille plaster på såret. Det blev til en ganske rørende forestilling, og måske er en ny tradition skudt i gang. Se en lille videosekvens her.

IMG_2361

En del af jer tog også imod invitationen om at komme og se krybbespil og hører Lillekor synge hele seks sange. En dejlig lille musikalsk stund, der ledte tankerne hen på tiden før Corona.

 

Fødselsdage

I øjeblikket er det jo ikke så mange der holder fødselsdage, selv om der dog i den seneste tid er røget flere invitationer ned i taskerne. Vi opfordrer jo altid til at man på Velling Friskole holder fødselsdag for alle i klassen altså både drenge og piger. Som situationen er nu, giver det naturligvis kun mening at invitere enten drengene eller pigerne.

På friskolen fejrer vi børnenes fødselsdag til morgensang, hvor de kommer op at stå og alle klapper. Vi synger og giver fødselaren en raket.

Børnene må meget gerne få noget med til klassen, en slikkepind, flødebolle eller andet, så vil vi bruge lidt tid i klassen til at man kan blive fejret.

Lillekor

Kære forældre til Lillekor.

Vi har fået en henvendelse fra Seniorklubben.
De vil rigtig gerne se og høre vores Lillekor i Forsamlingshuset:


Tirsdag d. 1/12 fra 14.45 – 15.15.

Det har jeg sagt ja tak til, og jeg håber de fleste kan og vil bruge lidt

ekstra skoletid denne dag. Husk nissehuer!

Vi går samlet fra skolen kl. 14.40, og er tilbage senest 15.20.

Ved evt. afbud vil jeg gerne vide det.

Mange hilsner fra Kirsten

 

Fra bestyrelsen

Snart er det jul igen , og der er uden tvivl mange børn og voksne som glæder sig .
I år har Bestyrelsen, samt ledelsen og personalet i Naturhuset og på Friskolen,  besluttet at skabe fælles december glæde og hygge.
Derfor vil der alle fredage i december være underholdning for alle og lidt godt til ganen til forældrene (To Go, naturligvis) fra kl 07.50-08.10 på plænen foran Friskolen.
Vi glæder os til at møde jer, når I afleverer jeres børn .
Julehilsner Bestyrelsen 🤶🎅🌲
Rigtig god weekend
På hele personalets vegne
Peter