Fredagsbrev uge 40


Kære børn og forældre

Det har været en særlig uge med de største elever på lejrskole. Heldigvis har de yngste elever gjort deres for at synge ekstra højt til morgensang og engagere sig i deres emneuge, så der har været masser af liv på skolen alligevel. 2. – 4. klasse har arbejdet med Middelalder og har blandt andet kæmpet, sunget og spist som dengang. 0. og 1. klasse har arbejdet med “køer” og startede ugen ud med et bondegårdsbesøg.

Man får noget helt særligt med sig, når man rejser ud i verden. Selvom Slesvig og Bornholm ikke er så langt væk, er jeg helt sikker på, at de elever, som har været afsted i denne uge, kommer hjem med en stor portion fælles oplevelser og ny viden i bagagen. Selv om de helt sikkert har haft det fantastisk, så glæder vi os nu til at få vores største elever tilbage på skolen igen i næste uge.

Motionsdag

I næste uge har vi motionsdag fredag d. 15. oktober. Vi har fundet forældre nok til at hjælpe på selve dagen – tak for det! Alle der har lyst til at komme forbi og være med, er selvfølgelig stadig velkomne.

Vi slutter motionsdagen af med et stort fælles frokostbord, hvor eleverne bliver vartet op af lærerne. Husk at madpakken på fredag skal erstattes med et bidrag til den fælles frokost i form af alt fra en pakke rugbrød, en leverpostej, et par dåser makrel, 15-20 pølsehorn, pizzasnegle, frikadeller eller en kage. Maden skal afleveres i skolens køkken til motionsdagen på fredag. Dagen slutter for alle kl. 13.25.

Åben morgensang

Husk, at I også er velkomne til Åben Morgensang på tirsdag den 12. oktober. Her har 0. og 1. klasse bl.a. en helt særlig sang på programmet fra deres emne om ”køer”.

 

Brev fra sundhedsstyrelsen

Læs gerne vedlagte brev fra Sundhedsstyrelsen vedrørende forebyggelse af smitsomme sygdomme, nu hvor vi går efterårssæsonen i møde.

Brev til forældre om forebyggelse af smitsomme sygdomme

Husk også at elever mellem 9 og 12 år samt elever over 12, som ikke er vaccinerede, har mulighed for at blive testet for COVID-19 på skolen hver tirsdag.

Minimarked på Fjordvang Efterskole

I morgen – lørdag den 9. oktober – er der minimarked på Fjordvang Efterskole, som I kan læse mere om her:

minimarked på Fjordvang

Gymnastikcamps på Bøvling Idrætsefterskole

For de gymnastikinteresserede er der flere gode camps på Bøvling Idrætsefterskole. Der er blandt andet et tilbud i efterårsferien, som I kan læse mere om her:

Camps | Bøvling Idrætsefterskole (bi-efterskole.dk)

Der er sikkert en masse børn, som trænger til en rolig weekend, hvor ugens oplevelser kan fordøjes. Vi glæder os til at se dem i næste uge.

Rigtig god weekend til jer alle.

Vh Karoline