Friskolens historie


Velling Friskole startede i 1992. Kommunalbestyrelsen i Ringkøbing besluttede at nedlægge de små skoler i sognene. Velling Skole skulle altså nedlægges som kommunalskole og den del af livet i sognet, der havde med ungdomsklub, gymnastik- og idrætsforening og lokalt bibliotek, havde pludselig ikke længere noget sted at være.

Der var megen debat. En arbejdsgruppe undersøgte mulighederne for at etablere en friskole. Alle foreningerne i sognet arbejdede aktivt for at påvirke politikerne. Det resulterede i, at der blev forhåndstilmeldt 30 børn under skolealderen og 72 børn i skolealderen med – 58 forældrepar i alt – ved et møde den 16. september 1991.

180 mennesker samledes altså for at stifte foreningen Velling Friskole.

For den første bestyrelse i Velling Friskole var det i grunden ikke så svært. Børnene skulle glæde sig til at komme hen på skolen, og de skulle gå glade hjem.

Friskolens værdigrundlag skulle bygge på den grundtvig-koldske friskoletradition, der er over 150 år gammel.

At børnene skulle glæde sig til at komme i skole passede så fint sammen med Kolds tanker om, at friskolerne skulle være frigjorte fra statens tvang vedrørende religionsundervisning, udenadslære, overhøring og trusler om straf – men friskolerne skulle også have en frihed til noget; en frihed til at komme i skole af lyst, og en åndelig frihed i betydningen “den frie tanke”.

Friskolens opgave er den dag i dag, i samarbejde med forældrene, at hjælpe barnet til at blive “et helt menneske”, der på bedst mulig vis “dannes til at leve livet”. På Velling Friskole skal skolelivet – og barnelivet – være meningsfuldt i sig selv, og ikke blot en forberedelse til voksenlivet.

En forudsætning for at barnet kan lære, er, at barnet har lyst til at lære. I skolegangen er barnets trivsel derfor i højsædet. Udgangspunktet er det enkelte barns livssituation, og hvert barn betragtes som unikt.

“Glade børn lærer bedst”