Fredagsbrev uge 9


Kære forældre

I denne uge fik vi skudt gang i udeaktvitetsholdene for 5.6.7. og 8. klasse. Det virkede til, at de var rigtig glade for at se hinanden igen. Der er skal ikke så meget til i øjeblikket, og helt generelt arbejder vi på at få eleverne mere ud og møde hinanden.

Dejligt, at vi nu skriver marts måned og dermed forår. Som regel plejer vi at annoncere den først lærke til morgensang, men det kan vi jo ikke nu. Jeg har dog hørt den, så det må I gerne give videre. Det virker også til, at der nu er politisk vilje til at få de sidste elever ind på friskolen, så lad os alle sammen krydse fingre for, at det bliver snart.

Vi kan fortælle jer, at Kviktestteamet i kommunen rykker ud til os to gange om ugen. Det betyder, at alt personale kan blive testet to gange om ugen. Det ligger der også en form for tryghed i for både jer og os.

Grundet tekniske problemer er der ingen billeder til ugens fredagsbrev desværre.

 

Praktikanter

I uge 10, 11 og 12 får vi tre praktikanter ind på skolen. De er alle tre studerende på Den Frie Lærerskole i Ollerup, og de skal følge hhv. 2.3. og 4. klasse. De er meget taknemmelige for at få lov til at komme, og fortæller at rigtig mange af deres medstuderende har fået aflyst deres praktisk eller må følge skolerne virtuelt. Johanne skulle faktisk have været hos os sidste år, men fik aflyst praktikken grundet den første nedlukning.

Vi får besøg af Gustav, Kristian og Johanne. Det skal nok blive godt, og vi glæder os rigtig meget til at tage imod dem.

 

Skole-hjem samtaler

Vi har besluttet os for at udsætte vores skole-hjem samtaler til efter påske, i håbet om at vi kan holde dem fysisk på friskolen. Hvis det viser sig at have lange udsigter at mødes fysisk, så vil vi overveje, om de skal holdes virtuelt. I vil naturligvis løbende blive orienteret. Som altid er det vigtigt at understrege, at er der det mindste så kontakt jeres barns klasselærer.

 

Så er der blot tilbage at ønske jer alle en rigtig dejlig weekend

På hele personalets vegne

Peter