Fredagsbrev uge 50


Billedet indeholder sandsynligvis: 5 personer, folk, der sidder

 

Kære forældre

En god og indholdsrig uge lakker lige så stille mod enden, og foran os venter en kort uge og en dejlig juleferie.

I tirsdags blev vi alle sammen budt indenfor til dramaforestilling i morgensangslokalet. 7.8. skulle vise deres eget stykke, og med udgangspunkt i ordet “op”, skulle de selv skrive små stykker. En uges hårdt arbejde blev så forløst med tre forestillinger. De store elever var så seje, modige og gjorde det så godt.
Drama er en måde at erfare/lære på om sig selv, men også om andre. Drama er også at kommunikere – man siger meget mere end det, der kommer ud af munden. Drama er også en meget kreativ proces, man brainstormer, improviserer, prøver sig frem, ændrer og omstiller sig. Det kræver samarbejde, evnen til kompromis, men også at alle er medspillere.

 

Billedet indeholder sandsynligvis: 9 personer, smilende personer, folk, der står og folk, der sidder

 

Onsdag kunne vi så, alle 161 elever, drage hen på Fjordvang Efterskole til en god gang julegymnastik/ idræt. Det blev til en rigtig god dag, og vi oplevede en elevgruppe, der virkelig tog fra og gik til den. Helt specielt er det at være vidne til pauserne, der bliver fyldt ud med fri leg på tværs af alder og årgange. Dejlig dag.

Se her et lille klip af den obligatoriske støvledans på Fjordvang Efterskole.

IMG_3819

 

Billedet indeholder sandsynligvis: 3 personer, smilende personer, folk, der står og nat

 

Torsdag den 13. december var det Luciadag, og traditionen tro var det 6. klasse, der skulle give os alle en god oplevelse. 6. klasse havde dog taget en lille smule forskud på dagen, da de tirsdag aften besøgte Logen i Ringkøbing. Det gav 1000 kr. til klassekassen.

Torsdag morgen kunne vi så sætte os i Lille Mediatek og lige så stille og roligt nyde lyden af smuk sang og varmt lys nærme sig. Det var en dejlig og højtidelig oplevelse. 6. klasses elever sluttede dagen i Lange Ringkøbing, hvor de også gik en Lucia optog til glæde for de familier, der var til stede.

En stor tak til 6. klasse og ikke mindst til deres klasselærer Sussie, der i den seneste tid har ydet en indsats ud over hvad man almindeligvis kan forvente – tusind tak for det.

 

Billedet indeholder sandsynligvis: 6 personer, smilende personer, folk, der står

 

Juleafslutning

Den kommende uge byder på tre almindelig dage, for at vi så torsdag holder juleafslutning på friskolen. Her er I meget velkommen til at deltage. Vi starter kl. 8.10, hvor vi mødes ude foran friskolen, for at gå i fælles fakkeloptog til kirken.

Efter endt kirkegang skal vi have gjort rent og ryddet op inde og ude. I den forbindelse vil vi gerne opfordre alle til at få ryddet op ved knagerækkerne, og få tjekket skohylderne for sko, der ikke bliver brugt.

Måske kommer julemanden sidst på dagen og henter børnene rundt i klasserne. Uanset om han kommer eller ej, så holder vi fælles afslutning i gymnastiksalen kl. 12.30. Alle har fri kl. 13.25.

 

 

 

 

Rigtig god weekend

På hele personalets vegne

Peter