Kære børn og forældre

Efter jeg tilbragte sidste uge dybt begravet i videnskabsteori og bunker af ledelseslitteratur, er jeg igen tilbage på min pind – lettet efter at have afleveret mit afgangsprojekt og glad for at være tilbage blandt lærere og elever.

Julen står for døren, og der er masser af julehygge og julestemning på skolen. Eleverne har sørget for at julepynte i både klasser og på gangene, og pedellerne har sørget for lys i juletræet og stjerner i vinduerne. Det varmer med lys og julestemning i den mørke tid.

I ugens løb er morgensamlingerne flyttet til Lille Mediatek, mens 7. og 8. klasse har dramauge. Vi glæder os til at se resultatet på tirsdag, hvor resten af skolen er inviteret til forestillinger.

Vi har allerede godt gang i julesangene, og hver dag i december er der fælles julefortælling. Der er også flyttet en nisse ind på kontoret, som både laver ballade og stikker af en gang imellem, for derefter at dukke op de mærkeligste steder. Særligt de yngste elever gør en ihærdig indsats for at finde Nisse Puk, når han ikke er på sin faste plads på kontoret.

Julesang, morgenkaffe og Åben Morgensang den 7. december

På onsdag den 7. december til Åben Morgensang, får julestemningen et ekstra løft, idet der er julesang og kaffe udenfor skolen fra ca. 7.50. Vi håber, I kommer forbi og synger med. Vi håber selvfølgelig også, at I bliver til Åben Morgensang.

Den 13. december går 6. klasse Lucia fra morgenen af, og den 21. december vil der både være mulighed for at kigge forbi til en kop morgenkaffe eller til fælles juleafslutning om eftermiddagen inden eleverne har fri 13.25.

Julemarked på Bundsbæk Mølle 10.12.22

Vil I gerne i lidt ekstra julestemning, holder landsbyklyngen Friskvind Julemarked på Bundsbæk Mølle den 10. december, hvor både Naturhuset og Velling Friskole også bidrager.

Julemarked Bundsbæk Mølle

Fra julestemning til en hverdagsudfordring

Vi er for tiden mere opmærksomme på brugen af mobiltelefoner her på skolen. Vi genopfrisker regler for brug af mobilen med eleverne, men I må gerne hjælpe dem med at huske på at:

– Der er som udgangspunkt ingen mobiler fremme, når man er på skolen.

– 7. og 8. må bruge mobilen om morgenen og når de har fri, men kun inde i klassen.

– Når man har fået fri og venter på at komme med bussen eller blive hentet, skal man udenfor inden mobilen kommer frem.

– Skal man vente længere tid på at blive hentet eller på at komme til eks. gymnastik, må man sidde i sin klasse med sin telefon efter aftale med sin lærer.

Til sidst vil jeg høre, om der er nogen, som gerne vil have et flygel? Vi har besluttet os for at skille os af med flygelet i morgensang pga. pladsmangel. Vi har fået det vurderet, og selvom det spiller nogenlunde, er det ikke rigtig noget værd, så flygelet bortgives til den, der selv vil komme og hente det. Kontakt mig, hvis det skulle have interesse.

I må have en rigtig dejlig wee