Fredagsbrev uge 47


Kære forældre

I dag fremlagde de sidste klasser deres tanker omkring fremtidens elevmøde. Multisalen er et stort rum at have fællesmøder i, og det kan ind imellem være svært at høre hvad der bliver sagt, hvis man eksempelvis sidder helt nede bagved. I dag forsøgte vi os med mikrofon, og så bliver man altså en lille smule imponeret, når tre piger i første klasse står op og griber mikrofonen, for højt og tydeligt fortælle hvad de har snakket om. I 2. klasse var det fordelt ud på alle elever, og det var faktisk helt rørende at høre dem alle fortælle.

Nu går vi i tænkeboks, og så starter vi op med en ny form i januar. Det skal nok blive godt, det bliver det som regel, når alle føler de bliver hørt her på friskolen, men det gør sig vel egentlig også gældende i alle andre sammenhænge.

Vi vil lige nævne, at hvis I ind imellem går og overvejer, om I lige skal køre ud og aflevere ungerne en enkelt dag, så vil vi da gerne opfordre jer til at gøre det om fredagen i den kommende tid. Hvorfor? Det kan vi ikke komme nærmere ind på, men det kunne indbefatte et overraskelsesmoment af en art.

Og så er der konstateret et par tilfælde af børnesår i de yngre klasser, blot så I lige er opmærksomme på det.

Ny skemaperiode

I næste uge starter vi 2. skemaperiode op.

I kan finde skemaerne her:

http://www.vellingfriskole.dk/wp-content/uploads/2020/07/Elevskemaer-samlet-1.pdf

 

 

I vores nye fag “Vores Verden” har 5. klasse samlet legetøj ind. De har selv sorteret, pakket ind og kreeret julekort. Planen er at donere pakkerne til Røde Kors, så de børn, der ikke har helt de samme muligheder, også får noget under træet i år😊🎄

Juleværksteddage

Så er det lige om lidt! Julen står for døren!

I næste uge har vi juleværksteder onsdag og torsdag.

Her vil der i klasserne blive produceret en masse hemmeligheder, som I kan glæde jer til.
I 2. 3. og 4. klasse er der også 12 elever, der har meldt sig til at lave et lille krybbespil.

Onsdag og torsdag har 0. og 1. kl. fri kl. 12.30. Resten af eleverne har fri 13.25.

Julehygge fredag

Fredag vil stå i julehyggens tegn med fællessang, julefortælling, pyntning af klasser,
nisseløb og afslutning i multisalen. Her har alle fri 13.25.

Lillekor og Krybbespil for forældre

Vi tænker, at der er mange af jer forældre og bedsteforældre, som gerne vil opleve lillekor og krybbespil.
Derfor vil vi lave en ekstra forestilling kun for jer:

 


 

Fredag d. 27. november kl. 13.30 – 14.00 i multisalen.

I skal gå ind og ud gennem døren til omklædningsrummene, så vil vi guide jer forsvarligt på plads.

Vi glæder os til nogle hyggelige dage, hvor vi rigtig kan få julen skudt i gang!

Rigtig god weekend
På hele personalets vegne
Peter