Fredagsbrev uge 45


Kære forældre

I øjeblikket opfordres vores elever til at huske at kigge ud af vinduet gerne flere gange om dagen. Det er der faktisk lidt forskellige grunde til.

 

 

For det første så er det naturligvis for at følge byggeriet, og hele tiden huske på hvor heldige vi i grunden er, og hvor meget positivt vi har at se frem til. Spærene ankom i går, og Jan Galsgaard og hans folk knokler i den grad på. Det begynder at tage form, og vi begynder at kunne fornemme hvor godt det bliver med alt den plads vi får.

En anden god grund til at huske at kigge ud indimellem er selvfølgelig for at få så meget lys ind i sindet, som det nu er muligt i november måned. November kan for nogen betyde, at humøret får en tand nedad, og det skal vi simpelthen imødekomme på flere planer og forsøge at handle på.

Et godt sted at få kaldt smilet frem er til vores morgensamlinger, hvor det faktisk, ved at man synger med på sangene, er muligt at få smilebåndene aktiveret. Det skal især de store lige mindes lidt om, det der med at synge med. Det er faktisk et fælles ansvar at skabe en god morgenstund, og jeg tror sågar, det er beviseligt, at det at synge sammen i fællesskab skaber noget godt og positivt i og for kroppen. På ryggen af den danske højskolesangbog står der: “så syng da Danmark lad hjertet tale”, det gør vi så……alle sammen.

Fokuspunkt i uge 46 – syng med.

 

Rejsegilde fredag den 16. nov. kl. 14.00

I forbindelse med at spærene er rejst, er det en stor fornøjelse at byde jer alle ind til rejsegilde fredag den 16. nov. kl. 14.00. Vi sørger for lidt godt til ganen, og så håber vi ellers at se rigtig mange.

Vel mødt.

 

 

Konvent for de seks friskolers personaler og bestyrelser

I går mødtes vi 117 deltagere til konvent på Herborg Friskole. Ledernetværket, der består af et samarbejde mellem friskolerne Velling, Ølstrup, Herborg, Hover-Torsted, Grønbjerg og Stadil Vedersø, havde i samarbejde med friskoleforeningens formand, Peter Bendix, ønsket at skabe en aften i det store fællesskab med et skud friskoletanke og ånd.

Aftenen var en blanding af foredrag, debat og Tapas. Peter Bendix tog os med tilbage i historien helt til tilbage til den franske revolution og dens indvirken på landene omkring Frankrig. Magten skulle gives til folket, og lige så stille startede der en spirende proces i DK frem mod den danske grundlov og det demokrati, vi kender i dag. Heri kom også friheden til at starte en friskole, med alt hvad det så indebærer af eksempelvis ansvar m.m.

Spørgsmålene vi kom omkring, kan I se nedenfor. Gode og relevante spørgsmål som helt sikkert også er relevante for jer forældre at reflektere over.

Vi har frihed til at drive skole/institution – hvad betyder det?
Hvordan kan I se det i Jeres hverdag?

På hvilken måde adskiller vi os fra folkeskolen/kommunal børnehave/fribørnehave?
Er vores forældre klar over det?

Hvordan fortæller vi historien bedst?
Hvad kunne vi gøre anderledes?

Vi skal kende vores ståsted og vores værdier. Vi skal kunne legitimere vores berettigelse, hvis nogen (politikere) skulle anfægte den. Ønsker man f.eks. at sætte koblingsprocent ned, er det vigtigt, at vi kender svarene på spørgsmålene ovenfor.

 

 

Vi pønser i ledergruppen på et stort anlagt forældremøde med forældre inviteret fra alle skoler. Det vil I naturligvis komme til at høre mere om, hvis og så frem vi får det søsat.

Alle personaler gav i går udtryk for, at det havde været en super god aften, og mange bemærkede det gode og stærke fællesskab, vi også er en del af.

Vi har netop iværksat en erfagruppe på bestyrelsesplan, og det skal nok blive godt.

 

Tilbud om julefotografering 

Går I nu rundt og tænker, at bedsteforældrene skal have et billede af deres børnebørn i julegave, ja så kunne det være Louise Aagaards tilbud om fotografering kunne vække interesse. Se det nedenfor.

Blitz-billeder

 

Rigtig god weekend

På hele personalets vegne

Peter