Kære børn og forældre

Lad mig starte med at beskrive dagen i onsdags for jer. For det var bare en af de dage, som bekræfter hvorfor friskolen er så unik og fantastisk.

I onsdags kulminerede emne- og projektugen for alle elever. Mens den liflige duft af hønsekødssuppe spredte sig på gangene, var der masser af aktivitet og gæster ud og ind af huset. I tirsdags slagtede 0. – 4. klasse et par høns ude i skolegården, og den ene blev til den dejligste suppe, som de yngste elever nød med stor velbehag – også selvom deres nu en uge gamle kyllinger pipper løs inde i klassen.

  1. – 4. klasse havde inviteret deres bedsteforældre op til dans i hallen med levende harmonikamusik. Samtidig var der plads til socialt samvær med en kop kaffe og en snak om ”gamle dage”, og dermed fik de bundet en flot sløjfe på deres emneuge.

I Bruns Hus har 5. og 6. årgang udfoldet al deres kreativitet og de har skabt en masse uhygge, som de glæder sig til at vise frem til Halloween. De har masser af gode ideer i støbeskeen til et godt gys!

  1. og 8. årgang havde fremlæggelser som afslutning på deres projektuge om FNs 17 Verdensmål. Også her var en del forældre ud og ind af huset i løbet af dagen. Jeg var også så heldig at overvære en håndfuld fremlæggelser, og de dygtige unge mennesker gjorde det bare rigtig godt. Det er imponerende at opleve, hvordan de formår at samle viden og kanalisere det ud i en fremlæggelse fyldt med relevant information, som ovenikøbet bliver suppleret med et kreativt produkt.

Intet af dette er selvfølgelig muligt uden en flok lærere, som går de ekstra skridt det kræves, når man rykker læring ud af klasselokalerne og bringer ny viden i spil gennem alt fra fortælling til oplevelser der udfordrer (som eks. at slagte høns). Det bliver spændende, hvad lærerne finder på næste gang!

Lyseslukkere og varme sokker

Mens hverdagen går sin vante gang, sparrer vi hvor sparres kan og forsøger at holde strøm og varme på så lavt et niveau som muligt. Samtidig forsøger vi at bevare børnenes dagligdag på skolen, så det stadig er muligt at gennemføre en spændende undervisning og at bevare alle timerne i skemaet uden at lukke lokaler af mm.

Vi kan godt mærke, det bliver lidt koldere i lokalerne, og vi er alle blevet nogle lyseslukkere, som går og slukker lamper konstant. Vi håber, at små tiltag kan hjælpe lidt på udgifterne til varme og strøm, og samtidig kigger vi ind i, hvad der evt. giver mening på et mere langsigtet plan.

Flere spørger ind til om skolepengene stiger. Vi ønsker ikke at forhøje skolepengene ud over de 2% som skolepengene fremover kommer til at stige årligt, hvilket blev varslet på sidste generalforsamling.

Men vi bliver nødt til at indføre en lille brugerbetaling for lån af lokaler i forbindelse med lån af skolen til fødselsdage samt lån af bus.

Det betyder, at det fremover koster 200 kr., hvis man låner skolen til en fødselsdag, mens det ikke koster noget at låne skolen til klassearrangementer, fællesspisning mm. Hvert år er der også en familie eller to, som holder konfirmation på skolen. Det kommer fremadrettet til at koste 500 kr. Låner man bussen, koster det 3 kr. pr. km. til diesel.

Vigtige datoer til kalenderen samt invitation til generalforsamling i Støtteforeningen for Velling Friskole og Naturhuset:

Ekstra idræt!

Torsdag og fredag d. 6. og 7. oktober skal alle huske deres idrætstøj – både til inde og ude, da 7./8. klasse vil stå for boldspil for alle andre klasser. De har i idræt knoklet med at skabe boldspil, som nu er klar til at blive spillet. Vi glæder os!

Idrætstøjet skal både med om torsdagen i uge 40 og 41, hvor 0. – 7. klasse træne op til skolernes motionsløb den 14. oktober.
Vi varmer op udenfor til musik og bagefter skal alle ude og løbe.
Husk derfor tøj, man kan bevæge sig i og løbesko.
Hvis nogen af børnene gerne vil klæde om og nå et bad efter løbeturen, så må
de gøre det i frikvartererne før og efter.

Omfotografering i forbindelse med årets skolefoto bliver flyttet til den 27. oktober på grund af sygdom hos Odense Skolefoto

Skoleårets fælles forældremøde bliver torsdag den 12. januar fra 19.30 – 22.00, så sæt kryds i kalenderen allerede nu.

Fastelavn bliver den 26. februar. I hører selvfølgelige mere herom senere.

Sidst men ikke mindst følger her en invitation til generalforsamling for Støtteforeningen for Velling Friskole den 3. november kl. 19.30. En støtteforening vil være til stor gavn for både Velling Friskole og Naturhuset, og vi håber, at vi kan få opbakning til at genoplive støtteforeningen. Støtteforeningens bestyrelse behøver ikke kun at bestå af forældre, så hvis I kender en bedsteforælder eller en lokal ildsjæl, der vil give et nap med, må I meget gerne prikke til vedkommende.

Indkaldelse til generalforsamling for Velling Friskoles støtteforening

Afholdes på Velling Friskole, d. 3. november kl. 19.30

Formålet med Velling Friskoles Støtteforening er at støtte Velling Friskole og dennes aktiviteter. Støtteforeningen skal gennem sit virke at motivere en bevarelse af og påvirke en videreudvikling af Velling Friskole, herunder også Naturhuset. Foreningens aktiviteter skal inspirere, motivere og understøtte, at skolens elever tilbydes den bedst mulige skoleuddannelse. Ligeledes skal foreningen sikre, at Velling Friskole og Naturhuset bevares og fortsat udvikles. Foreningen skal medvirke til, at skolen fungerer som et naturligt samlingssted for lokalbefolkningen på tværs af generationer.

Støtteforeningens midler kan bl.a. anvendes til nyanskaffelser eller til driftstilskud direkte til Friskolen.
På den kommende generalforsamling er der valg til bestyrelsen. Jf. §5 består bestyrelsen af 4 medlemmer valgt på generalforsamlingen, samt 1 repræsentant udpeget af Velling Friskoles bestyrelse, en rolle som Ole Green har ønsket at varetage.

Lærerne og ledelsen har sammen med Bestyrelsen for Velling Friskole ændret lidt i de opgaver der udføres af de forskellige klasseårgange hvert år. Det betyder bl.a. at 4. klasse hvert år skal bistå Støtteforeningen i at gennemføre et praktisk støttearrangement for skolen. Det kunne være et sponsorløb, et loppemarked eller noget tilsvarende – det er helt op til den respektive 4. klasses forældre og bestyrelsen i støtteforeningen.

Det skal bemærkes at stemmeret på generalforsamlingen er medlemmer af støtteforeningen. Og stemmeret forudsætter at der er betalt kontingent senest 8 dage forud for generalforsamlingen. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Det årlige kontingent er 75,- kr. Kontingent indbetalt efter d. 1. september 2022 gælder for både 2022 og 2023.

Alle kan blive medlem af støtteforeningen, forældre, bedsteforældre eller venner til skolen eller dens brugere.

Kunne du tænke dig at være medlem så kan du tegne medlemskab for 75,- kr ved indbetaling på MobilPay Box nr. 15359 – mærk ”støtteforening”

Vi håber på at se rigtig mange til en hyggelig aften på Velling Friskole!

Indkaldelse til generalforsamling for Velling Friskoles støtteforening

Og så lige en lille reklame for badminton i VUIF

Ha’ en fantastisk weekend,

Karoline