Fredagsbrev uge 38


Kære forældre

I denne uge er der to spændende indlæg i fredagsbrevet et fra vores nye bestyrelsesformand, Anita, og et fra den nye støtteforening med en invitation til et fantastisk fælles arrangement for os alle. Det fortjener fuld opmærksomhed, så ud over nyt om fortælling i klasserne, vil der ikke være andet indhold i denne uge fredagsbrev.

Billederne er fra vores morgenløbetur i mandags.

Rigtig god weekend

 

Nyt fra bestyrelsen

I dag startede dagen helt perfekt med morgensang på skolen sammen med en masse glade børn. Det var simpelthen en fornøjelse at mærke stemningen blandt alle elever og personale, og ikke mindst være en del af det, som vi prioriterer så højt på Velling Friskole, at synge og at være fælles om det. Sang gør glad – sang gør godt.

Som der blev skrevet i fredagsbrevet i sidste uge, så åbnes der for et lille antal forældre til morgensang. Dette for at I som forældre netop kan komme ind på skolen, mærke stemningen, og starte dagen godt sammen med jeres børn.

Jeg håber, at mange forældre vil benytte lejligheden til at deltage i morgensang, og mærke at hverdagen faktisk føles helt normal.

Efter endt morgensang var jeg så heldig, at blive inviteret på kaffe og kage (ala sandkage og mudderkaffe) på legepladsen i Naturhuset blandt glade, livlige og veltilpasse børn. Det summede af fantasi, leg og kreativitet. Et barn var i fuld gang med at lege med “hundehvalpe”, og jeg måtte meget gerne få en med hjem, så jeg havde en legekammerat derhjemme, og ikke skulle kede mig. Det er da omsorg der vil noget.

Så er skudt fredagen igang – på bedstevis 🙂

I bestyrelsen ser vi ind i et spændende år. Et år hvor vi vil have fokus på bl.a. forskelligheder, kulturen og fællesskab. Vi vil se på vores arbejdsgange og vores måde at inddrage jer forældre, så vi alle får det bedste udbytte af vores allesammens skole og børnehave. Situationen taget i betragtning, så skal vi alle tænke nye måder at være sammen for at fastholde fællesskabet, og det har vi naturligvis også stort fokus på i bestyrelsen.

Vi ser alle frem til et fortsat godt samarbejde med personalet og med jer forældre.

Rigtig god weekend til jer alle.

På vegne af bestyrelsen – Anita Gohr Andersen

 

Nyt omkring Støtteforeningen.

Støtteforeningen for Velling friskole og Naturhuset, har pga. Corona ikke afholdt generalforsamling i år.  De personer der tidligere sad i bestyrelsen for støtteforeningen har ikke ønsket at genopstille. Vi er derfor et lille udvalg, der vil forsøge, at fører støtteforeningen videre.

Tak til Anitta Birkmose, Anja T. Sørensen og Anna Stampe, for det arbejde i har lagt i støtteforeningen til nu.

I en længere periode har mange af støtteforeningens initiativer handlet om, at rejse penge til bla. Hal og div. Indkøb til både skole og børnehave.  Det skal der selvfølgeligt også fortsat fokuseres på.  Men i en tid som denne, hvor fællesskabet på flere måder besværliggøres, vil vi gerne starte ud med et initiativ der netop har til formål at styrke fællesskabet blandt både børn og forældre på skolen og i børnehaven.

Da skolen i sin tid havde 25 års jubilæum fik de en gavecheck på ca. 10.000kr. til en oplevelse for børnene, de penge, samt et tilskud fra støtteforeningen, skal nu bruges, til en fælles oplevelse.

Støtteforeningen vil gerne sammen med skolen invitere jer alle en tur i WOW park!

Søndag d. 1/11 fra kl. 11-16. Parken er lukket for øvrige gæster så vi skal gerne have den fyldt op af børn fra Naturhuset og skolen samt forældre og søskende.

Medbring gerne en madkurv til frokost og evt. kaffe. Støtteforeningen sørger for kage til kaffen.

Der er fælles eftermiddagskaffe på plænen ved indgangen kl 14.30. I den forbindelse vil der være en ”lyn” generalforsamling, så der kan stiftes en bestyrelse for støtteforeningen, som vedtægterne foreskriver. Vi er allerede 4 der gerne vil opstille, men vi kan sagtens være flere hvis nogen har lyst.

Workshops

Der er masser af mulighed for fede aktiviteter for både store og små i WOW park allerede, men vi kunne rigtigt godt tænke os, at der kom endnu flere.

Hvis nogen af jer forældre har lyst til, at bidrage med en aktivitet, en event eller noget helt tredje, vil det være så fedt! Kun fantasien (og Corona restriktioner) sætter grænsen.

Kan du fx sørge for et bål, spille lidt på guitar, hjælpe med at skære græskar, lakerer negle, arrangere et fælles maleri eller lærer et Stomp nummer. fra dig, så hører vi meget gerne fra dig. Mail, ring eller skriv din ide, så hjælper vi gerne til, med det praktiske eller evt. sp.sm. (Sarah.tang.andersen@gmail.com eller am@galsgaardsmede.dk )

Vi glæder os til at se jer alle til en søndag i det store fællesskabs tegn.

Der er ikke behov for tilmelding, bare mød op i Wow PARK Skjern  Løvstrupvej ,1 6950 Skjern. Søndag d 1/11 fra kl 11.00. Husk påklædning efter vejret.

Invitation samt dagsorden til generalforsamling kommer senere.

Vh. Pernille Lauridsen, Arran Aarup, Anne Mette Lindberg og Sarah Andersen

 

Fortælling

Vi er kommet godt i gang med vores morgentimer fra 8.10 – 8.50

Tirsdag, onsdag og torsdag har vi alle først morgensang i multisalen.
Herefter går alle klasser hver til sit og har fortælling fra 8.30 – 8.50.

0. og 1. klasse går ned i 0. klasse og hører fortællinger om Emil fra Lønneberg.
2. 3. og 4. klasse bliver i multisalen og hører en fortælling om 2 grønlandske piger.
Bogen vi fortæller fra hedder: ”Ivalus sommer”.
Når vi er færdige med den, bliver vi i Grønland og vil fortælle nogle af de  grønlandske sagn og myter.
5. og 6. klasse går i morgensang og hører Danmarkshistorie. De får fortalt om perioden fra 1749  og frem til starten af 1800 tallet.
Først fortalte vi om kongerne.
I denne periode regerede Chr. d. 7 (under stærk indflydelse af Struense). I 1808 overtog hans søn Frederik d. 6 . tronen.
Med det på plads får eleverne nu fortalt om bøndernes forhold i den samme periode.
De får genfortalt en roman af Cecil Bødker, der hedder ”Ægget der voksede”. Den handler om tiden under
og efter stavnsbåndets ophævelse (1733 – 1788).
7. og 8. klasse går i 7. -8. klasse og  får fortalt verdenshistorie fra 1920 og frem. De ”brølende tyvere”, 30´ernes kriseår, 2. verdenskrig,
efterkrigstiden og den ”kolde krig”.

Det er med fortælling sådan, at når vi hører sammen (”lytter”), så hører vi også sammen – om og i den samme fælles historie.
Det er en god start på dagen😊