Fredagsbrev uge 37


 

 

Kære forældre 

Man kunne fristes til at tro at billederne af det flotte kagebord er til indvielsen af vores multisal i eftermiddag. Det er det bare ikke, det er såmænd vores 5.6. klasse, der i dansk har arbejdet med landsdelen Sønderjylland. Det sønderjyske kagebord har en lang tradition i Sønderjylland.

Efter at Sønderjylland i 1864 blev en del af Preussen, blev der afholdt mange nationale møder, men de preussiske myndigheder gav ikke altid spiritusbevilling til de kroer, hvor de dansksindede mødtes. Derfor blev der bygget forsamlingshuse, hvor de dansksindede kunne holde møder. Her blev der serveret kaffe og kager, og deltagerne medbragte selv hjemmebag, som fyldte godt op på de lange borde. Der var skarp konkurrence mellem kvinderne om at bage de mest velsmagende og iøjnefaldende kager. Tærter eller lagkager var prøvestenen på enhver dygtig husmors kunnen. Traditionen blomstrede op igen under 2. verdenskrig, da det var forbudt at holde møder, men ikke at holde kaffebord, så sønderjyderne brugte dette hul i loven til at mødes lovligt.

I næste uge drager 5.6. klasse jo til Slesvig for bl.a. at besøge Emil Nolde Museet, vadehavet, Dannevirke, AP Møller skolen, dansk skole i Tyskland, Vikingelandsbyen Hedeby, Slesvig by og fredag slutter de af med et 3,5 times langt besøg ved Dybbøl, bl.a. med levendegørelse af slaget ved Dybøl 18. april 1864.

De indledende øvelser har været grundige og tværfaglige. Nu skal vi ud og opleve – det er god undervisning. Vi glæder os helt vildt.

 

 

 

Ny sekretær Sine

På mandag starter vores nye sekretær Sine, og jeg tænker hun vil blive rigtig glad for et goddag og velkommen fra os alle sammen. Tænk på hende og gå gerne på kontoret og få hilst på.

 

 

Stressfri hverdag for børn og unge

I de sidste mange år har der været meget fokus på vigtighed af at dyrke motion og holde sig i form fysisk, men nu har forskning på samme måde vist, at træning af mental sundhed er mindst lige så vigtig!
Velling Friskole har været så heldig at få 3 lærere med på kursuset/forskningsprojektet Stressfri hverdag for børn og unge. Vi har været i gang siden februar og er nu certificeret til at undervise i mindfulness-programmet .b (udtales dot be) – som skal hjælpe eleverne med at huske at stoppe op og bare være. Programmet er engelsk og gennemtestet, og på verdensplan har over 350.000 elever mellem 11 og 17 år har været igennem det. Resultaterne har vist, at eleverne opnåede forbedringer mht. opmærksomhed, trivsel, modstandsdygtighed og velvære. Vi er blandt de første 25 ud af 250 lærere der bliver uddannet i DK.

Vi glæder os til at komme i gang med at undervise 5.-8. kl. her på Velling Friskole i efteråret ’19 og foråret ’20. De enkelte klasser og forældre skal selvfølge nok få nærmere information, inden vi starter forløbet, som strækker sig over 1 time ugentligt i ca. 9 uger.

Venlig hilsen Sussie, Maria og Birgitte

 

 

Fortælling

I fortælling om morgenen er eleverne fordelt på 4 hold .
0. og 1. Klasse får genfortalt en børnebog, der hedder ‘Ole og koglefolket’.
2. – 4. klasse får genfortalt en roman af Cecil Bødker, der hedder Hungerbarnet.
5. og 6. Klasse får fortalt Danmarkshistorie fra 1864 og frem med fokus på Sønderjylland og det danske mindretal.
7. og 8. Klasse får fortalt verdenshistorie fra 1914 og frem til 2. Verdenskrig .
Efter efterårsferien starter en ny fortællerunde.

 

 

Flytning af badminton og rabat i VUIF

Her er lige en ændring i VUIFs program for vintersæsonen: Badminton flyttes til mandag kl. 18.30 – 20.00 på Fjordvang Efterskole. Der bliver altså ingen badminton om tirsdagen.
Familiesvømning om fredagen koster normalt 1000 kr. pr. familie for en sæson. For at få flere med i svømmehallen om fredagen, bliver prisen i denne sæson kun 500 kr. pr. familie. Det er fredag kl. 18-19 i Ringkøbing Svømmehal. Tilmelding på hjemmesiden vuif.eu.
Og mere rabat: hvis et medlem i VUIF går på flere hold, skal der kun betales fuld pris for det ene hold. For de næste hold, som man deltager på, betales cirka ½ pris. Rabatordningen kender mange fra gymnastikken, men nu gælder reglen alle hold i VUIF. Husk at bruge det samme login, når der tilmeldes flere hold for at bruge rabatordningen.
Bestyrelsen for VUIF

Revideret VUIF program kan findes her:

Vinteraktiviteter 2019-2020 v.3

 

Rigtig god weekend

På hele personalets vegne

Peter