Fredagsbrev uge 33


Fredagsbrev uge 33

Kære børn og forældre

Det har været en skøn uge med masser af dejlig summen rundt om på skolen stort set døgnet rundt. Alle elever fra 2. – 8. klasse har overnattet i løbet af ugen, og det forlyder, at det er gået rigtig godt, selvom vi har haft nogle ret klatøjede elever og lærere dagene efter.

Jeg nyder at det normale skema er kommet i gang, for det betyder, at jeg rykker væk fra skrivebordet og ud i de klasser, hvor jeg selv har undervisning. Det er et privilegie at jeg kan lære børnene at kende på den måde, og hvor er det bare nogle søde børn, der er her i Velling!

Jeg tror også, at både lærere og elever nyder at finde roen i den helt almindelige skoledag og trygheden i de velkendte rutiner. Så bliver der plads til alt det nye, der skal læres, samtidig med at frikvarterne, klassekammeraterne og alt det sjove også skal passes.

Jeg nyder at være en del af Morgenstund, hvor Esben lige nu fortæller Nordisk Mytologi. Børnene er virkelig dygtige til at både at være stille og til at synge og lytte og deltage på en god måde. I forældre er altid velkomne til at sidde blandt børnene og nyde stunden sammen med os. (Torsdag den 9. september er der Åben Morgensang, så der må I gerne sætte et X i kalenderen.)

I næste uge lægger jeg en opdateret årskalender på hjemmesiden, så I kan få overblik over resten af skoleåret.

Forældremøder

Det er også ved at være tid til årets forældremøder, og vi glæder os til at mødes med jer og tale om stort og småt. I får nærmere info omkring møderne fra jeres børns lærere, men datoerne kommer her:

25.08: Forældremøde 0. – 1. årgang

02.09: Forældremøde 2. – 4. årgang

14.09: Forældremøde 5. – 6. årgang

Datoen for 7. – 8. årgangs forældremøde meldes ud senere.

Fripladstilskud til skolepenge

Det er nu I skal søge om evt. fripladstilskud til skolepenge. Hvis I gerne vil søge, skal I rette henvendelse til Sine på kontoret, så hjælper hun jer videre (kontor@velfri.dk).

Morgenidræt mandag

På mandag starter vi dagen med morgenidræt for alle i 0. – 6. klasse.
Vi mødes og stiller op i klasserækker på græsområdet syd for skolen.
Her skal vi lave fælles opvarmning til glad musik.
Herefter skal vi ud at løbe.
0. – 2. klasse skal løbe 1 runde på ca. 1,2 km.
3. – 6. klasse skal løbe 2 runder på ca. 2,4 km.
Det er derfor vigtigt at have tøj på, man kan bevæge sig i og gode løbesko.
Medbring gerne et par tørre strømper man kan skifte til, da græsset kan være vådt.

 

Jeg håber I får en fremragende weekend. Vi glæder os til at se børnene igen på mandag.

De bedste hilsner

Karoline