Fredagsbrev uge 23


Kære børn og forældre

En kort uge lakker mod enden, og luften vibrerer af musik, spænding og forventning til ”Stjerne for en aften” i aften. Ugen startede blandt andet ud med  bestyrelsesmøde nr. to for vores nye bestyrelse. Vi kom som altid igennem mange spændende drøftelser og vi kommer til at gå endnu et spændende år i møde.

Bestyrelsen består af Daisy, Gitte, Thomas, Anita, Ole, Mitzie og Jacob.

Den 17. september glæder vi os til at fejre Velling Friskoles 30-års jubilæum og både til forældremøderne i efteråret og til vores store fælles forældremøde til januar, kommer friskolens værdier i spil.

Der er også blevet lavet stort arbejde omkring arbejdsdage og de andre opgaver, man har i forbindelse med at være forælder her på friskolen, og i den forbindelse har Mitzie og Daisy udarbejdet et vigtigt skriv, som I gerne må bruge god tid på at læse godt igennem. Husk at tilmeldingen til arbejdsdage findes her på hjemmesiden.

Kære forældre 

Sommerferien står for døren og hvilket herligt forår det har været, sådan at kunne samles igen på kryds og tværs. Til arbejdsdagene fornemmer vi at der er god stemning, godt fremmøde og generelt en positiv indstilling. Alligevel skal man ind i mellem evaluere og udvikle, selvom tingene ser ud til at fungere. Til det har I hjulpet med at udfylde et spørgeskema – tak for det! 

Vi har ud fra mange års erfaringer fra arbejdsdage, jeres spørgeskema, gode snakke med forældre og personale, lavet en ny model for det kommende skoleår, så nu skal I hænge i:

Arbejdsdage i sin nye form bliver således at man fra august 22 til januar 23 vælger sig på én arbejdsdag pr. Familie. Der vil være fire datoer at vælge imellem. 

Til november modtager I et nyt skema for arbejdsdagene i februar – juni 23. Det har vi valgt at gøre halvårligt, for at man som forælder ikke skal ind og rette for meget i sine tilmeldinger. 

Som noget nyt har vi valgt at inddrage en fredag, hvor vi starter kl. 15 og slutter kl. 19, hvorefter der vil blive serveret aftensmad. Vi afslutter altid i fællesskab. 

Lørdage og søndage er ligeledes blevet kortet ned. Vi vil servere morgenmad kl. 8.30, og så har vi valgt at sætte flere snacks/frugt/drikkevarer frem i løbet af dagen, så vi kan slutte af i fællesskab kl. 13.15/30 og i stedet for at frokosten bliver serveret kan I tage hjem og nyde den, som familie. 

Vi vil i samme omgang opfordre jer til at tage jeres børn med – store som små! Det er meget berigende for de små at der er nogle store elever, som de kan lege med og lære at kende. Dette har også en positiv indflydelse i hverdagen på friskolen – og så er der bedre tid til at arbejde og få snakket med de andre forældre, når børnene er godt underholdt. De store elever kan nemt med nutidens kommunikationsmidler, finde ud af hvem der kommer af deres kammerater, og dermed tage del i det forpligtende fællesskab. Vi håber på jeres opbakning til dette. 

“Klassens arrangement”

Er et nyt tiltag som vi håber I vil tage godt i mod. 

De forgangne år har 4. Klasse været undtaget fra at deltage i arbejdsdage, fordi de skulle stå for en række arrangementer. Det har vi valgt at lave om på, så de arrangementer der er i årets løb bliver fordelt ud på de enkelte klasser (se nedenfor). 

Derfor skal 4. Klasse altså deltage i arbejdsdage i det komme de skoleår.

Oversigt over klassearrangementer

Ældste børnehavegruppe (guldsmedene)       Fastelavn 🥳

0.Klasse             Generalforsamling

1.Klasse             Fri

2.Klasse             Forældreaften (i januar)

3.Klasse             Fri

4.Klasse             Støtteforening arrangement (nærmere info kommer)

5.Klasse             Fri

6.Klasse             Juleafslutning

7.Klasse             fri

8.Klasse             Forårsfest

 

Og nu ingen panik, I skal nok alle sammen blive klædt godt på til at kunne stå for ovenstående arrangementer. 

Vi har valgt at “ryste posen” fordi vi tror på, at denne måde at gøre det på vil være med til at styrke vores fællesskab i klasserne, men også på tværs af alle forældre på skolen.

Ved spørgsmål af nogen art – skriv til arbejdsdagvf@gmail.com 

Se mere på  http://www.vellingfriskole.dk/arbejdsdage/ hvor der er lidt mere info samt tilmelding til de kommende arbejdsdage. 

DET BLIVER SÅ GODT! 

– arbejdsdagsudvalget 

Fodgængerfelt og skolepatruljer

Mens jeg stod på en fiskekutter i Hvide Sande sammen med en flok elever i sidste uge, blev jeg kontaktet af Dagbladet omkring ”breaking news” i Velling. Det viste sig at handle om fodgængerfeltet ved indkørslen til skolen.

https://dbrs.dk/artikel/landsby-har-endelig-f%C3%A5et-et-fodg%C3%A6ngerfelt-det-er-fedt-at-der-var-nogle-der-ville-lytte-til-os

Som I nok har bemærket, er der nu både kommet skilte og striber, og snart bliver der etableret en sti fra fodgængerfeltet ned langs boldbanen/grusparkeringspladsen til skolen. På sigt får vi bygget et nyt cykelskur, der for hvor stien ender. Indtil stien er færdig, opfordrer vi ikke de cyklende elever til at benytte det nye fodgængerfelt, fordi de kommer til at cykle på parkeringspladsen.

Efter sommerferien starter vi forhåbentlig op med en færdig sti, og der skal eleverne lære at cykle hen til fodgængerfeltet, så de ikke længere krydser vejen ved købmanden. I den forbindelse vil vi uddanne vores egne skolepatruljer, som kan hjælpe børnene over vejen om morgen. Esben tager tjansen som skolepatruljeansvarling. Vi håber på at finde frivillige blandt eleverne på kommende 6. og 7. årgang. De vil skulle tage morgenvagter på skift og bliver belønnet med en fællestur for dem, der melder sig som skolepatruljer. Jo flere som melder sig, jo færre vagter kommer de til at tage.

Esben sørger for at uddanne skolepatruljerne, så de er trygge ved at hjælpe ved det nye fodgængerfelt.

Vi skyder som sagt hele projektet i gang efter sommerferien. I den første uges tid, vil vi være flere voksne ”på vejen” for at hjælpe med at guide børnene. I skal nok høre mere derom lige inden skolestart.

 Næste uge

I næste uge er der selvfølgelig også noget at se frem til:

Idrætsdag for 2. – 6. klasse på Dejbjerglund mandag d. 13. juni

På mandag skal 2. – 6. klasse til idrætsdag på Dejbjerglund Efterskole.
Det er efterskolens elever, som vil stå for en hel dag fuld af sjove og spændende aktiviteter.
Der vil både være indendørs aktiviteter: Spring, forhindringsbane, gymnastikaktiviteter og hiphopdans,
og der vil være udendørs aktiviteter: Leg og boldspil
Husk derfor tøj og sko til både at være ude og inde.
Dejbjerglund serverer både formiddagsforfriskning og middagsmad.
Så man skal bare huske en drikkedunk.
Vi kører i bus fra friskolen kl. 8.35 og er hjemme igen kl. 13.25, hvorefter alle har fri.

Vi glæder os 😊
Hilsen Troels, Tine, Sussie, Frederikke og Kirsten

 

Sommerkoncert med Kulturskolen Ringkøbing Skjern mandag d. 20. juni kl. 19.00

Der er rigtig mange børn fra Velling Friskole, som går til musikundervisning i Kulturskolen Ringkøbing Skjern.
Traditionen tro afholder skolen igen i år en sommerkoncert her på friskolen:
Mandag d. 20. juni fra 19.00 – 20.00.
Her er alle velkomne til at komme og høre elever fra Musikkarrusel, guitar, klaver og trommer spille sommermusik.

Efter koncerten er friskolen vært med saft, kaffe og småkager.
Mange hilsner fra Kirsten

I næste uge får vi besøg af vores nye 0. klasse, og vi får besøg af flere af de elever, som starter op lige før eller efter sommerferien. Indtil videre få kommende 1., 5., 6. og 7. klasse en ny klassekammerat, som vi glæder os til at tage rigtig godt imod.

I næste uge har vi også jobsamtaler til jobbet som dansklærer i 7. klasse m.m. Ansøgningsfristen er på mandag, så I kan stadig nå at prikke til den helt rigtige kandidat, hvis I lige kender nogen.

Desværre er Frederikke blevet sygemeldt hele næste uge og måske helt frem til ferien, så vi er i gang med at vikardække hendes timer i 3., 5. og 6. klasse. Heldigvis har Daisy, som er mor på skolen og er ved at uddanne sig til lærer, sagt ja til at hjælpe i de fleste af timerne, så jeres børn vil komme til at støde på hende i en ny rolle her på skolen.

Til slut nogle skønne udeskolebilleder fra 0. – 4. klasses besøg hos Lotti og hendes verden af bier og honning:

 

Jeg håber, I får en skøn weekend og et godt sommertræf. Vi ses i aften, når vi sammen skal nyde alle vores stjerner for en aften.

Hilsen Karoline