Fredagsbrev uge 2


Kære forældre

GODT NYTÅR!  Billedresultat for godt nytår

2020 er nu skudt i gang og det næste halve år byder på mange gode oplevelser for eleverne. Blot for lige at nævne et par stykker i nær fremtid, så varer det jo ikke længe, før vi laver Velling Friskole om til bysamfundet Gnillev. Det er ved at være fire år siden sidst, og vi har valgt at gentage ugen bl.a. efter kraftige opfordringer fra vores ældste elever. Det er i uge 6, vi sætter i gang.

I dag fik alle eleverne deres opstilling til dette års gymnastikopvisning, og som noget helt særligt i år, så har vi valgt at musikken til hele opvisningen bliver spillet live – wow – det bliver stort.

På forældreplan skal der jo som bekendt også helst være noget at se frem til. Imran Rashid aflægger friskolen et besøg tirsdag den 28. januar, og det er virkelig en aften I kan se frem til.

4. klasse har i dansk kigget tilbage på året 2019, men har også tænkt tanker omkring det kommende år 2020. Nytårstalen læste de højt til åben morgensang i onsdags, og det gjorde de ved på skift hele tiden at læse deres egne små linjer højt.

Vi lever i en tid hvor vores børn har adgang til mange informationer, her i blandt også alt det der foregår ude i den store verden. Vi kan jo nok ikke skærme dem helt for det, men vi kan give dem ordet og snakke med dem om det. Fremtiden skulle jo helst ikke blive en byrde, men noget de ser frem til oplivet og med fuldt gåpåmod sådan skal det da helst være

På mange måder en tankevækkende nytårstale fortalt af børn uden voksenindblanding:

Nytårstalen 2020 fra 4. klasse

Vi vil starte med at se tilbage på året der er gået: Velling Friskole i 2019 (Sofie)
1. Den største begivenhed i 2019 på Velling friskole er indvielsen af vores multihal. Den er fantastisk, og vi er meget glade for den. (Ragnhild)
2. 2019 blev det år, hvor alle klasser fik en klassekasse – sikke en gave (Alberte)
3. Hele skolen har været på en super skøn lejrtur til Kolding. (Clara)
4. Johannes er startet i vores klasse – det er vi meget glade for. (Bernhard)
5. Skolen fik 5 nye waveboards, dem bruger vi rigtig meget, og mange af os er blevet dygtigere til at stå på dem. (Johannes)
6. Vi har kåret vores klasse til at være Danmarks mest fantastiske 4. klasse i 2019 (Jonna)

Danmark i 2019
7. Vi fik en ny statsminister Mette Frederiksen – vi håber, at hun bliver en god statsminister for Danmark (Lasse)
8. Danmarks håndboldherre vandt VM-guld (Victor)
9. Danmarks fodboldherre har kvalificeret sig til EM. En del kampe skal spilles i Danmark. Vi forventer, at de når til kvartfinale (Jonathan)

Verdenen i 2019
10. Der er tørke i Australien – vi tænker på alle dem, der har miste deres hjem, og håber de klarer det. (Dagmar)
11. I 2019 har der været meget snak om klimaet. Isen smelter for eksempel i Grønland (Sofia)
12. Liverpool vandt Champions League 2019 (Albert)

Når vi ser frem på 2020 er vores håb og ønsker
13. At skabe god arbejdsro i klassen. (Nova)
14. At det vil lykkes, at alle kommer stille og rolig ind i morgensang. (William)
15. At vi må hoppe mere i trampolinerne (Anne Camille)
16. At vi altid har noget at glæde os til. Lige nu glæder vi os til Gnillev og gymnastikopvisning med liveband. (Alma)
17. At vi vil blive ved med at være den mest fantastiske 4. klasse i 2020 (Alle)

Lad os hjælpe hinanden med at passe godt på vores flotte, fantastiske skole og skabe fred på jorden.

Godt nytår

 

Se kildebilledet

Forældremøde tirsdag den 28. januar

Som bekendt så får vi jo fint besøg af Imran Rashid. I fredagsbrevet op til jul kunne I læse lidt om ham.

I kan her læse en kronik han har begået den 30. december 2019 –

I det kommende år bør vi have et større fokus på,

at det ikke bliver et mål i sig selv, at tingene går stærkere,

og menneskelig kontakt forsvinder.

Lad 2020 indvarsle refleksionernes og relationernes årti

 

I næste uges fredagsbrev vil I kunne finde en nytårshilsen fra friskolens bestyrelse.

Indtil da Må i have en rigtig god weekend.

På hele personalets vegne

Peter