Fredagsbrev uge 18


Kære forældre

Vi nærmer os mere og mere normale forhold på friskolen. Vi er dog stadig underlagt en del restriktioner, men opblødningen har trods alt gjort, at vi ikke helt føler det så rigidt længere. Jeg vil dog gerne understrege, at vi stadig er særdeles opmærksomme på afstand og god hygiejne. 2.3.4. starter i den kommende uge så småt op med morgensang, mens de ældste fortsat har morgensang/ timer i klasserne fra morgenen af.

Vi oplever stadig, at eleverne er virkelig brugte, når vi nærmer os klokken 13. 30, og der er i hvert fald ikke overskud til boglige timer i det sidste modul. Det er dog efterhånden ganske få timer de går glip af, og faktisk læses de timer i morgenmodulet. For de ældste drejer det sig højst om et par timer.

Følgende ændringer træder i kraft fra på mandag:

  • 2. klasse får værksted om tirsdagen fra 13.30
  • 3.4. klasse får igen svømning og musik om onsdagen og har fri kl. 14.40
  • 3.4. klasses idrætstime om om tirsdagen forlænges til 14.40
  • 5.6. klasses valgfagstimer udvides med en time om torsdagen til kl. 14.40

 

I tirsdags ankom der 8 nye bordbænkesæt, og det var da lige en god samarbejdsopgave for 8. klasse. På imponerende vis kastede de sig over bordene, og det udviklede sig selvfølgelig til en konkurrence efter noget tid. Det var en stor fornøjelse at se de unge mennesker bare kaste sig ud i projektet, og alle deltog og bidrog aktivt. Det bliver nogle gode elever, at modtage på de skoler, der vil modtage dem efter sommerferien. Det er egentlig også det, vi hører fra diverse efterskoler rundt om os, at eleverne fra Velling Friskole er gode i fællesskabet og er opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at alle yder en indsats for netop fællesskabet.

På Velling Friskole prioriteres dannelsen. Dannelse er at vokse ind i fællesskaberne og tage vare på dem og videreføre dem efter bedste evne. Et dannet menneske er et ordentligt menneske, der tænker på andre end sig selv. Og det er en, der ved, at hans eller hendes skæbne også afhænger af det fællesskab, man er en del af. Derfor har man også et ansvar over for det fællesskab. For man kan kun leve sit liv, fordi der er et fællesskab, der giver en lov til det.

Vi synes faktisk, vi lykkes ganske godt med at danne de unge mennesker.

 

I ønskes alle en rigtig god weekend

På hele personalets vegne

Peter