Fredagsbrev uge 17


Kære forældre

Alt ved det gamle eller nye skulle man måske sige. Vi har fået hverdagen til at fungere, og det går faktisk rigtig godt. Nogle elever synes Coronaskole er bedre end almindelig skole, og det må da sige noget om vores børn tager hele situationen med ophøjet ro.

Alle lærere var i går samlet til lærermøde for at gøre status på de sidste par uger. Alt i alt så kører det, og vi har besluttet at holde fast ved denne form, indtil der forhåbentlig kommer nyt fra regeringen omkring den 10. maj. Der vil blive udsendt nyt skema til 6.7.8. klasse inden længe.
Vi håber inderligt, at det bliver en mulighed at få vores 6.7.8. klasse tilbage, og sker det skal vi nok finde en løsning på eventuelle pladsproblemer. Vi savner dem.


Ny kaffemaskine

Nu varer det nok noget tid inden vi alle samles igen, men når vi gør, så bliver det sammen med en virkelig lækker veltillavet varm kop kaffe. Vores gamle kaffemaskine er netop stået af, og vi har derfor ansøgt støtteforeningen om en ny. De har netop doneret os de 8000 kr. en ny koster, så det vi virkelig glade for. Tusind tak for det.

Håndeksem

I medierne har der på det seneste været en del skriveri omkring den gentagende håndvaskning i skolerne, som kan forårsage håndeksem ved nogle børn.
Vi har i dag netop modtaget dette skriv fra Sundhedsstyrelsen:

Vigtig information til skoleledere vedr.
håndhygiejne og forebyggelse af håndeksem

Sundhedsstyrelsen skal bede skolerne være særlig opmærksomme på
følgende:
Landets praktiserende læger og hudlæger ser en stigning i henvendelser fra
børn med håndeksem.
Det er velkendt, at hyppig håndvask kan give håndeksem. Børn med ekstra
sart hud er særligt udsatte. Det drejer sig om ca. 15-20% af børn. Håndeksem
kan hos nogle udvikle sig til en kronisk lidelse, og derfor er det vigtigt,
at der tages forholdsregler for at forebygge håndeksem.

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor:

Brug af fugtighedscreme
Børn skal bruge fugtighedscreme efter hver håndvask, hvis muligt. Ellers så
hyppigt det kan lade sig gøre fx i frikvarterene eller ved dagens afslutning.
Dette indarbejdes som en del af skolens håndhygiejnerutine.
Der skal anvendes fed fugtighedscreme (40-70%), og den skal være uparfumeret.
Korrekt håndvask tager mellem 45-60 sekunder, dvs. hænderne vaskes med
sæbe i 15-20 sekunder, skylles grundigt så alt sæbe kommer af og tørres
herefter. For at skåne hænderne skal man dubbe hænderne tørre i stedet for
at gnide kraftigt med engangshåndklædet

Skånsomme håndvaskerutiner
 vask hænder i lunkent, ikke for varmt vand
 hænderne skal være våde, før sæben påføres
 skyl hænderne grundigt, så de er fri for sæberester
 dub hænderne helt tørre efter vask.

Mht. håndcreme så vil vi gerne, at I, alt efter behov, giver jeres børn håndcreme med. Vi skal nok hjælpe dem til med at huske at få det brugt, hvis I lige giver klasselæreren et praj herom.

Nyt fra bestyrelsen

Netop i skrivende stund skulle vi have været i fuld gang med at afvikle årets generalforsamling på Velling Friskole, men som med så meget andet, så har det ikke være muligt at gennemføre denne, grundet Corona situationen.
Vi har derfor i bestyrelsen besluttet at udskyde generalforsamlingen til senere på året, hvor vi forhåbentlig igen kan få lov til at mødes.
Vi forventer at regeringen vil komme med en udmelding omkring 10. maj, hvorefter vi tager stilling til en ny dato for generalforsamlingen.
Vi anser det som værende vigtigt at vi mødes fysisk og kan gennemføre generalforsamlingen, herunder beretninger og valghandling, med deltagelse af så mange forældre som muligt, hvorfor vi indtil videre ikke har set i retning af evt. at kunne afvikle generalforsamlingen som et on-line arrangement.

Ellers kan vi jo konstatere at vores personale, både i Naturhuset og på Friskolen, hver eneste dag yder en ekstraordinær indsats for at få tingene til at fungere, under de givne retningslinjer. En indsats som vi alle skal huske at påskønne ved enhver lejlighed.
Det lader til at også børnene er gode til at tilpasse sig den nye hverdag og de som stadig er med på distancen er også blevet ret gode til at følge on-line undervisningen. Alle virker glade og tilfredse – og så gør det jo heller ikke noget at solen har skinnet på os lige fra 1. ”åbningsdag”.

God weekend til alle
På bestyrelsens vegne – Jesper Korsholm.

Arbejdsdage:

Der står arbejdsdag i kalenderen den 17. maj, men med de retningslinjer vi er underlagt vedr. forsamlinger lige pt., ser vi os nødsaget til at være klar med en plan B.

Det vi tænker er at der kommer 5 datoer ud til jer, som I så kan melde jer på (max 5 familier pr. dag) efter først til mølle og så får vi kantet græs, luget bede og gjort friskolens udearealer sommerklar. Dette vil også give en ekstra mulighed for at få indhentet en evt. tabt arbejdsdag.

I første omgang afventer vi dog svar fra Mette og Søren, om eventuelle nye retningslinjer for store forsamlinger. I hører fra os så snart vi ved noget mere, men hold endelig haveredskaberne klar!

Er der spørgsmål er I meget velkomne til at kontakte Thomas 51 88 79 35 eller Mitzie 60 18 47 32.

Rigtig god weekend
På hele personalets vegne
Peter