Fredagsbrev uge 14


 

Kære forældre

Ja, den måtte jo komme, rapporten der viser, at de Nationale tests er misvisende og burde stoppes.

Eleverne får mellem 0 og 100 point, når de testes. Forskernes undersøgelser viser, at elever, der skulle være på et middelniveau på 50 point, i princippet lige så godt kunne få 16 eller 84 point.
– Vi bør stoppe med at bruge testene nu og her og undersøge alle nationale test. Man kan ikke være bekendt at teste børn og sige, at der skal foregå noget vigtigt – og så give dem et forkert resultat, siger professor emeritus Svend Kreiner til Politiken.

 

 

Debatten har i langt tid handlet om hvorvidt det er en god ide, at vi presser vores børn med tåbelige tests og bedømmelser, der på ingen måde er retvisende, viser det sig så. Jeg kan blot undre mig over, hvorfor en så stor del af forældrene til børn i de danske skoler accepterer en sådan testkultur. Eksperterne, og ja her taler jeg faktisk om alle de lærere, der hver eneste dag underviser og er sammen med børnene, har gentagne gange givet udtryk for at lade børnene være og sløje testkulturen. Man kan jo da blot håbe, at det her får sat gang i et eller andet.

De frie skoler kan selv vælge, hvor meget testkulturen skal fylde, og det er jo blandt andet også noget den siddende bestyrelse på de enkelte skoler er med til at udstikke retningslinjer for. Derfor er det jo også så vigtigt, at vi gør vores indflydelse gældende i forhold til hvem, der skal repræsentere vores friskole, og det er jo bl.a. her generalforsamlingen kommer ind i billedet.

 

 

Generalforsamling onsdag den 10. april kl. 19.30

På onsdag den 10. april holder Velling Friskole og Naturhuset generalforsamling. Jeg fristes til at sige, at det muligvis er en af de vigtigste begivenheder i en friskole som vores. Det er her, vi forældre vælger hvem vi gerne vil have skal tage det overordnet ansvar for vores skole i en periode.

Vi har nogle meget klare værdier og holdninger på friskolen, og det er ingen selvfølge, det er fordi vi i et forpligtende fællesskab sammen formår at skabe lige præcis den skole, vi synes er den rigtige til vores børn. Det er en grundlovssikret frihedsret vi har, og som også forpligter, tænker jeg.

Derfor kan jeg/vi kun opfordre til, at man møder op til generalforsamlingen, og tager det ansvar på sig, det er at få valgt nye folk ind i bestyrelsen.

Vi tilstræber altid, at generalforsamlingen skal være hyggelig og “let”, og at valgprocedurerne ikke bliver så tunge, det samme gælder lederberetningerne.

Traditionen tro er vi altid mange, og det håber vi naturligvis også på sker i år.

3 er på valg, og måske er det noget for dig?

Vi ses

På bestyrelsens vegne

Peter

 

 

Praktikanter, Kirsten på kursus og Maja

De sidste fjorten dage har vi haft to praktikanter, Josephine og Cristopher, på besøg nede fra Den frie Lærerskole i Ollerup. De har primært været omkring 4. klasse, og i næste uge overtager de Kirstens undervisningen, mens Kirsten er på kursus selvsamme sted.

Det er godt for os at få noget input udefra, og generelt er det også så godt for vores elever at møde andre voksne.

Husk, ingen Lillekor på fredag.

Endvidere vil I også kunne møde Maja på gangene. Maja har fået en praktikplads hos os, og hun er i øjeblikket hos os tre gange om ugen. Hun hjælper Tine nogle timer i 3. klasse, og fredag tager hun en ordentlig tørn med rengøringen. Planen er, at Maja lige så stille skal op i tid. Foreløbig er hun hos os indtil sommerferien.

Det er nu godt, at vi har fået mere plads på lærerværelset.

Billederne er fra åben morgensang i dag, hvor Lillekor viste os en lille og meget fin forestilling. Dejlig morgensang og godt besøgt. Det er så godt når vi er mange.

Rigtig god weekend

På hele personalets vegne

Peter

 

 

Økodag på Holmager Velling

Nedenstående er en invitation fra Lene og Torben til at komme og se store maskiner og opleve køerne komme på græs. Vores 6.7. klasse hjælper på dagen, og tjener en lille skilling til deres udlandsophold næste skoleår.

 

Vær med til at lukke øko-køerne på græs, når Holmager Økologi i Velling holder Økodag d. 14. april.

Alle er inviteret med til de økologiske køers forårsfest.

Palmesøndag d. 14. april kan man opleve de økologiske køer vise deres bedste dansetrin frem, når de bliver lukket ud på græsmarken efter en lang vinter i stalden. Holmager Økologi hos Lene Fløe og Torben Galsgaard er en af de 59 øko-gårde i landet, der slår dørene op for både de økologiske malkekøer og gæster til Økodag.

Økodag er en rigtig hyggelig og sjov dag, hvor hele familien får mulighed for at opleve livet på landet på en økologisk gård og se, hvor den økologiske mælk kommer fra. Sidste år deltog 232.000 danskere i begivenheden.

Gårde holder åbent mellem kl. 10 og 14, og køerne lukkes ud præcist kl. 12.

På Holmager Økologi, Holmager 6, 6950 Ringkøbing kan man desuden opleve:
• Ponyridning, Vellinge naturrideskole kommer
• Lem spejdere hjælper med snobrødbagning
• Leg i halm
• Klap en kalv eller en ny udruget kylling
• Vellinge Friskole 6. -7. klasse står for kaffe og kage
• Smagsprøver fra mejeriet, Glaesern Molkeri

 

Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier. Birgitte Nygaard er projektleder for Økodag hos Økologisk Landsforening. Hun oplyser, at der på Økodag i år også er fokus på, at græsmarkerne kan lette landmandens klimaaftryk.
– Jo flere økologiske køer, desto flere græsmarker er der behov for, fordi alle økologiske køer kommer på græs i sommerhalvåret. Græsmarkerne giver et mindre klimaaftryk, fordi græs hiver CO2 ud af luften og lagrer det som kulstof i jorden, forklarer Birgitte Nygaard.
Vidste du at: …
• Alle økologiske køer kommer ud under åben himmel i sommerhalvåret og får frisk græs under klovene?
• Øko-mælk er din garanti for at drikke mælk fra køer, der er på græs i sommerhalvåret?
• Hver tredje liter mælk, der bliver solgt i de danske butikker, er økologisk?
• Danmark har verdens højeste øko-andel i handlen? 13,3 procent af alle dagligvarer, vi køber i danske butikker, er økologiske.

Læs mere om Økodag på: www.økodag.dk

Hent gratis pressefotos fra Økodag her