Fredagsbrev uge 1


Kære forældre

Mandag morgen mødte alle lærere og administrativt personale ind fra morgenstunden for at gå i gang med planlægningen af hjemmeundervisningen. Humøret var højt, og det var tydeligt at mærke, at juleferien havde været tiltrængt. I grunden et rigtig godt udgangspunkt for de efterfølgende møder den dag.

Tirsdag kunne vi så gå i gang med hjemmeundervisningen, og denne gang fik vi også 5.6. klasse med på Teams.

5.6. har gjort det rigtig godt, dog arbejder vi lige med lidt indkøring, præcis som vi gjorde i 7.8. klasse i foråret. Det kan være svært at sidde derhjemme, og ikke lige synes det er sjovt at mute hinanden eller smide en ud af chatten. På det punkt er vi ret tydelige og kommenterer på det med det samme. Onlineundervisningen er i forvejen skrøbelig, så vi skal helst kunne stole på hinanden også her. I må meget gerne tage en snak med jeres børn om det, så vi alle er omkring dem i forhold til den digitale dannelse. Nå, men udgangspunktet har været godt, og vi skal jo lige i gang, så det kommer helt sikkert.

I går kunne vi evaluere på de første tre dage. Tilbagemeldingen fra jer derhjemme, også i forhold til de små, har været fin, og vi har besluttet, at vi i næste uge kører samme form. Fortsætter restriktionerne har vi på nogle områder lagt nye tiltag i støbeskeen, men man kunne da have lov at håbe, at de kunne tage regionale hensyn og da især med det utroligt lave smittetal, der er i vores kommune. Vi krydser virkelig fingre for at få eleverne tilbage på friskolen, det er trods alt her, de skal undervises.

Dagligdagen her på friskolen er meget stille uden børn. En del lærere sidder herude og underviser. Pedellerne er i gang med at male gangene, og i samarbejde med Araan, er Holger og Martin i gang med et brush up af alle vores elevtoiletter.

Der er ingen, der synes, det her er fantastisk, og vi håber virkelig, I kan holde modet oppe og kan få dagligdagen til at køre derhjemme med hjemmeundervisning og hjemmearbejdsplads. Spidser tingene lidt til ind imellem så husk, at mange andre er i samme båd, jeg er i hvert fald.

Når der ikke lige skal undervises, bliver der heldigvis også tid til lidt hygge. Troels og Lui spiller brætspillet Pandemic.

I øvrigt fik vi inden jul sagt farvel til Johanne Jepsen, der vikarierede for Esben. Johanne har gjort det så godt, og vi har været utroligt glade for at have hende hos os. Johanne skal nu på Viborg Idrætshøjskole, og vi ønsker hende alt mulig held og lykke.

Esben er vendt tilbage, og dækker de fleste af hans timer igen.

Skolepenge, PBS m.m.

Som det nok er jer bekendt, så fik vi i juli måned, desværre slettet hele vores skolepengeopkrævning af Nets ved en fejl. Det har betydet, at mange af jer har skullet oprette en ny overførsel via PBS. For nogle få er det endnu ikke lykkedes.

Følgende kunne være formlen:

I skal afmelde eksisterende aftale og vente på at modtage et girokort fra PBS. Når I modtager det, opretter I en ny PBS aftale.

Vigtigt:

Har man børn både på friskolen og i børnehaven, skal man opsige begge aftaler og vente på girokortene. Her opretter man en ny betaling med det samlede beløb skole+børnehave.

Opsiger man ikke børnehaveaftalen, og venter på et girokort, så vil den fortælle, når man opretter skoledelen, at der allerede eksisterer en aftale. Vi håber, det vil lykkes for jer.

 

Orientering fra Velling Lokalråd.
Frem til d. 2. februar er der offentlig høring på idegrundlaget til energi testcenteret Lem Kjær. Altså området med de 11 store vindmøller beliggende øst for Velling.
I den forbindelse afholdes der et informationsmøde online via kommunens facebookside. Mødet afholdes tirsdag d. 12. januar kl 19.00 og gemmes, således det kan ses på et andet tidspunkt. Lokalrådet vil gerne appellere til, at man ser mødet og benytter sig af lejligheden for at sende spørgsmål ind inden mødet, hvis man har sådanne. Samt sender høringssvar inden d. 2. februar, hvis man har forslag til idegrundlaget for et testcenter. Tjek din eboks for yderlige info eller kontakt vellinglokalraad@gmail.com , hvis du har spørgsmål.’
På lokalrådets vegne Rikke Jørgensen
God weekend
På hele personalets vegne
Peter